Kroner og broer

Smukke porcelænskroner på tre timer.

Kroner og broer

Hvis du har en tand med store eller defekte fyldninger eller revner, sætter vi en krone på. En krone er en stærk skal af porcelæn eller guld, som limes uden på den eksisterende tand. Kronen fordeler trykket og holder på tanden. På den måde forebygger vi, at tanden flækker.

Unikke og præcise kroner med Cerec-maskine

Hos Slotstandlægerne i Hillerød har vi en Cerec-maskine, som designer og fremstiller en porcelænskrone til din tand via computerbaseret 3D-teknologi. Det er en unik, avanceret og gennemafprøvet form for kronebehandling, som har en lang række fordele. Blandt andet tager det ganske kort tid at fremstille en krone, og vi kan rette kronen til med det samme, hvis der er behov for det. Du slipper for klæbrige silikoneaftryk og midlertidige kroner, for med Cerec-maskinen kan vi fremstille porcelænskronen med det samme og sætte den fast på din tand samme dag.

Hvad er en bro?

En bro er, i sin mest simple form, to kroner på en række med en kunstig tand imellem. Dvs. tre tænder på en række. Broen limes fast på tænderne på hver side af mellemrummet - heraf navnet 'bro'.

Vi udfører for det meste en brobehandling i porcelæn, som vi nogle gange understøtter af et skelet i metal. Det giver en stærk og smuk løsning, som ligner dine naturlige tænder på en prik.

Porcelænsbro eller implantat

En af ulemperne ved porcelænsbro frem for et implantat – som er en kunstig tandrod - er, at man er nødt til at slibe de tænder, der skal bære broen. Det er ikke et problem, hvis tænderne har store fyldninger i forvejen. Men hvis tænderne er sunde, foretrækker vi at lave et tandimplantat fremfor en porcelænsbro.

Hvis du mangler mange tænder, og hvis dine resterende tænder har store fyldninger eller er meget slidte, kan en bro være et fornuftigt økonomisk alternativ frem for en kombination af kroner og tandimplantater.